COVID-19 x KAISER SPORT & ORTOPÆDI
Skrevet af Jan Steinicke marts 2020. Publiceret første gang på Facebook, marts 2020.
Kære KSO-følgere, kunder, klienter, samarbejdspartnere og venner af huset - Jan Steinicke fra KSO her ✌️
Den 6. marts annoncerede vi, at vi har købt en ejendom i Holbæk midtby, hvor vi i maj åbner vores nye hovedkontor. Det er ’spadestikket’, der symboliserer vores DRØM om at gøre KSO landsdækkende. Annonceringen af denne drøm og vækststrategi var, på mange måder, kulminationen på rigtig mange års hårdt arbejde.
Jeg er fast besluttet på, at Covid-19 ikke skal sætte en stopper for den drøm. Denne modgang aktualiserer KSOs kerneværdier; nærvær, faglighed og passion. Sammenholdet i KSO-familien lever stærkt. Den faglige integritet er intakt og passionen er vores drive til STADIG at leve drømmen!
Ligesom mange andre danskere, skulle vi i KSO også lige forstå, hvad der var ved at ske – at Danmark er havnet i en krise. Familier bliver sat på prøve, virksomheder går konkurs og folk bliver utrygge. Det her er alvorligt. I sådan en tid kan dét at sælge funktionelt fodtøj og tilbyde sundhedsfaglig behandling virke lidt sekundært. Dette også selvom det er vores passion, håndværk og levebrød. Men det ér vores levebrød. Vi har måtte navigere vores virksomhed igennem denne situation så godt som muligt.
I dette skriv kan du læse om mine tanker og blive lidt klogere på hvad Covid-19 har betydet og fortsat betyder, for KSO. Til dags dato ved vi endnu ikke, hvornår DK igen åbner op og hvornår hverdagen igen vender tilbage til os alle. Jeg vælger at håbe, at denne krise ikke trækker ud og at vi slut april, kan se det første lys for enden af tunnelen.
Nogle har måske før hørt mig, eller andre, omtale KSO-ånden. Denne ånd, som huserer i KSO-familien og som er rodfæstet i holdningen om, at vi altid behandler hinanden ordentligt, og at vi som team løfter i fællesskab. Denne ånd har den seneste tid stået sin prøve.
Jeg, som partner og adm. direktør, har følt et kæmpe ansvar for at få alle vores ansatte trygt igennem denne krise. Den konsekvens en fyring vil have for dem og deres familier har naget mig til det uendelige. Jeg bliver derfor også utrolig glad og rørt, når jeg mærker hvordan vores medarbejdere, den anden vej, udviser en oprigtig bekymring for mig og den øvrige ejerkreds. Det varmer.
For at give jer et ærligt indblik i hvordan Covid-19 har påvirket KSO, så mærkede vi hurtigt nedgang i vores omsætning, specielt på vores KSO-klinikker for fysioterapi og osteopati. Disse blev også hurtigt lukket ned, som en del af regeringens tiltag.
Jeg og den øvrige ejerkreds, havde derfor hurtigt en 1. prioritet; at passe godt på KSO, ved at sikre den nødvendige likviditet, til at gennemgå krisen uden varige mén.
Vores KSO-butikker har frem til nu- og vil forsæt være åbne, med tilpasninger, efter myndighedernes anvisninger. Vi har en grundlæggende tillid til, at myndighederne leder os igennem den her situation på forsvarlig vis. Vi holder også åben, fordi en lukning vil true vores eksistensgrundlag. Det er ingen hemmelighed.
Som konsekvens af situationen har vi benyttet regeringens hjælpepakke om lønkompensation og sendt over 30% af vores medarbejdere hjem, med løn. De tilbageværende medarbejdere kæmper hver dag en brag kamp for at sikre, at vi IKKE skal til at sige farvel til dygtige kollegaer og gode venner.
En af fordelene ved at være en lille virksomhed er, at vi meget hurtigt kan omstille os til en given situation. Dette har vi også gjort her. Vi har ændret måden hvorpå vi betjener kunder. Vi har ingen fysisk kontakt og man kan kun besøge os, hvis man har booket tid online. På den måde kan vi regulere antallet af besøgende, holde den fornødne afstand og gøre rent flere gange dagligt i butikkerne. Vi er derfor ikke gået helt i stå og servicerer hver dag glade og tilfredse kunder, i vores KSO-butikker. Læs mere om vores tiltag her: www.kaisersport.dk.
Jeg har i den sidste periode brugt meget tid på pengestrømsanalyser, likviditetsgrader og regneark. Med god sparring fra vores revisor og bank er jeg blevet bevidst om, at vi har 100% ”styr på det”. Med ”styr på det” kan jeg sige, at KSO også er her efter Covid-19. Vi samler stafetten op og fortsætter de vækstdrømme, som vi satte ord på d. 6. marts. Vi åbner stadig vores nye hovedkontor i Holbæk, men det bliver formentligt ultimo maj, i stedet for 1. maj.
Vi har stadig brug for HEP og SUPPORT fra alle jer, der holder af Kaiser Sport & Ortopædi. Tak for jeres opbakning, tak for jeres gode energi i en svær tid og 1000 TAK fordi I på den ene eller anden måde, har været en del af vores rejse so-far.
Pas godt på dig selv og dine kære, så lover jeg at passe godt på KSO og mine kollegaer.
Dedikerede hilsner
Jan Steinicke
Adm. direktør og partner i Kaiser Sport & Ortopædi ApS