Jeg er vild med mit ur! Det bor på min arm dag og nat, og jeg føler mig nøgen, når det er til opladning eller af anden årsag har måttet forlade mit håndled.

Jeg forstår ikke dem, der betragter deres løbeur som noget, de kun tager på, når de faktisk løber – det fungerer jo upåklageligt også som et helt almindeligt ur. Mit sorte vedhæng er af arten Fenix, og jeg er som sagt vild med det. Det kan helt enormt meget. Jeg bruger helt enormt lidt af dets store potentiale, men ikke desto mindre synes jeg naturligvis ikke, at mindre kan gøre det. Jeg synes også, det er pænt – selv om jeg ikke kører den feminine rose/gold-udgave, men den mere maskuline sorte variant. Hvilket åbenbart appellerer på den kinky måde til en meget lille udsnit af befolkningen. I hvert fald fik jeg en gang en besked fra en ukendt mand på instagram, der startede med en (troede jeg) uskyldig interesse for mit ur og dets features, men udviklede sig i en noget andet retning.

Mit Fenix og jeg har været sammen i snart tre år. Jeg løb min allerførste tur i april 2011. Med Endomondo på telefonen, som jeg løb rundt med i hånden. Så fik jeg en pivlækker tasketing til telefonen, som kunne spændes fast på armen. Der var meget velcro i den, og det giver nogle lidt træls skrabeoplevelser, men det var dog stadig bedre end at løbe rundt med den i hånden.

Fra Endnomondo til Garmin - en helt ny verden

Jeg løb rundt med telefonen på armen i nogle år. Så fik jeg et ur. Et Garmin 610. Det gjorde verden som løber uendeligt meget federe. I stedet for at skulle dreje rundt på velcrodims på arm for at trykke start, stop, se tempo, distance mm., så havde jeg nu det hele på venstre håndled. Det føltes helt utroligt rigtigt. Og meget løberagtigt. Nu var jeg ikke længere bare en husmortype, der tøffede rundt. Nu var jeg sådan en rigtig løber, der tøffede rundt.

På et tidspunkt blev 610 træt og begyndte at lave nogle spøjse målinger. Det målte f.eks. en topfart på 168 km/t, og nok var jeg hurtigere den gang end nu, men dog knap og nap så hurtig. Det havde også nogle ganske heftige pulsmålinger, og så blev det helt ekstremt sløvt til at finde signal. Jeg skulle helst lægge det ud minimum ti minutter, inden jeg løb, for at sætte processen i gang. Så det var tid til en udskiftning. Intet holder evigt. Desværre. Heldigt nok vandt jeg et Suunto i en julekonkurrence. Det var stort og meget koboltblåt. I den periode var jeg selv sådan en, der kun havde uret på, når jeg løb. Det var et fint ur, men da jeg så fik et godt tilbud på et Garmin Fenix GPS-ur, slog jeg til. Og det har jeg aldrig fortrudt.

Optimistisk og sødt ur

Jo, jeg har fortrudt, at jeg ikke tog modellen med pulsmåling i håndleddet. Mit er med pulsbælte, og det har lidt samme effekt som velcroarmdims til telefon. Det er ikke voldsomt behageligt, og jeg bruger det faktisk aldrig. Men jeg gjorde en overgang, og der er meget guld at hente ved at måle puls – bl.a. giver Garmin dig nogle virkelig charmerende estimater på, hvor hurtigt du kan løbe forskellige distancer. De var ret meget ude i skoven for mit vedkommende, men der er stadig noget opløftende ved, at nogen/noget har troen på, at man reelt er lynhurtig. Mere væsentligt er det dog, at det giver god mening at træne efter sin puls, hvilket jeg så ikke gør i øjeblikket. Så midt råd er; kig efter et Garmin med puls i håndleddet hvis du er på udkig efter nyt ur og vil træne efter puls.

Udfordringer

Ud over savnet af pulsmåling (og det faktum, at det ikke er et af de nye Fenix 6, er der ikke meget dårligt at sige om mit ur. Det skulle da lige være, at det er begyndt at have en lille tendens til også at være lidt sløvt i optrækket, når det handler om at finde signal. (Men intet i forhold til 610!). Og så er det og har altid været udfordret, så snart der er træer foroven. En god ide er, at finde et åben spot i landskabet og finde signal før turen går ind i skoven. I #HolRun laver vi hvert år fællestræninger til maraton og halvmaraton i København, og her er jeg fartholder, en opgave, der stiller ret store krav til ens urs nøjagtighed. Når man skal holde et bestemt tempo hele vejen, så er det ret væsentligt, at uret fortæller en, hvordan det går med det projekt. Der er en bestemt strækning på vores rute, som først går under en meget lille bro og så har et par hundrede meter med træer på begge sider. Her bliver uret konsekvent kontrært og viser et tempo, som er utroligt meget sløvere end det reelle. Det er irriterende, men så fandt jeg en genial funktion i GPS-indstillignerne hvor jeg kunne sætte signalet fra SMART RECORDING til RECORDING EVERY SECOND. Og så blev uret langt mere medgørligt.

En verden af muligheder

Mit ur kan som sagt helt vildt meget, og jeg er helt elendig til at udnytte de mange muligheder. Hvis jeg varsådan en multiatlet, der dyrkede et væld af sportsgrene, så havde jeg givetvis nærstuderet det og udnyttet det lidt bedre. Men jeg løber bare. Og her er der altså stadig meget guld at hente – ud over de helt basale ting som måling af distance, aktuelt tempo, gennemsnitstempo mm, så er der blandt meget andet mulighed for at lave intervalpas i garmin connect og overføre dem. Det, at man kan ’lappe’ er guld værd, når man vil holde styr på intervallerne.

Der er også masser af muligheder for at bruge uret til at navigere efter – dem har jeg aldrig brugt, hvilket dybest set er åndssvagt, da jeg har stedsans som en blind høne og kan fare vild i en rundkørsel.

Der er naturligvis rigtig mange billigere ure, der kan alt det basale, og jeg kunne givetvis sagtens ’nøjes’ med et af dem. Men det vil jeg ikke. Jeg vil i stedet forhåbentlig snart opgradere til femmeren med puls i håndleddet. Så har jeg også stadig mulighed for at lave mine egne skærmbilleder – hvem synes ikke, det er fedt at se, hvad klokken er på en baggrund af ens egne løbende fødder eller en smuk solnedgang?