Knæsmerter

Knæsmerter
Smerter i knæet er en meget almindelig løbeskade. Der kan være mange forskellige årsager og sammenhænge, - vi nævner her nogle af de mest udbredte.

 
Ofte opstår smerterne på den indvendige side af knæskallen eller på indersiden af knæet, svarende til området ved den indvendige menisk. Smerten kan også sidde ved den nederste del af knæskallen.
 
En biomekanisk årsag til disse smerter kan være en overpronation af bagfoden eller en funktionelt instabil bagfod. Når bagfoden overpronerer, så indadroterer underbensknoglen, og knæet belastes af denne rotation, fordi lårbensknoglen og skinnebensknoglen roterer i forhold til hinanden. En anden årsag kan være dårlig sporing af knæskallen, fx ved hypermobilitet.
 
Behandling
Den biomekaniske ubalance kan normaliseres med dynamiske fodindlæg og hensigtsmæssige sko. I langt de fleste tilfælde vil knæet få tilstrækkelig ro og smerten vil aftage. Det kan også være en god idé at besøge vores osteopater, da de kan afklare eventuelle funktionsproblemer i hofte-, bækken-, rygregion. 

 
Løberknæ
Et løberknæ er en hyppig løbeskade, der kan skyldes flere forskellige ting.

 
Årsagen kan fx være overpronation af bagfoden, forfodsvarus, en for stram sene fra hoften til knæet, hjulbenethed, forskellig benlængde eller instabilitet over hoften. Indadrotation af underbenet får senen fra hofte til knæ til at glide frem og tilbage over knæets udvendige kant, og derved kan der opstå en betændelsestilstand af sene eller slimsæk. En anden årsag kan være dårlig sporing af knæskallen, fx ved hypermobilitet.
 
Symptomer på et løberknæ vil typisk være smerter på knæets yderside, der tiltager under bevægelse. Det føles ofte som en sviende smerte i et 5-krone-stort område på ydersiden af knæet, som umuliggør løb efter få hundrede meter.
 
Behandling
Den mest effektive behandling af løberknæ og andre skader udløst af en overpronation af bagfoden er et dynamisk fodindlæg, som normaliserer bagfodens bevægemønster - samt sko med den fornødne stabilitet.
Styrketræning af hoftemuskulatur og udspænding af senen mellem hofte og knæ kan supplere ændringen af de biomekaniske belastningsforhold. Herved normaliseres muskulaturens arbejdsbetingelser i fod og underben, og vævet aflastes. Det kan også være en god idé at besøge vores osteopater, da de kan afklare eventuelle funktionsproblemer i hofte-, bækken-, rygregion.