Kaiser Sport & Ortopædi

KSO4worklife-blk

Her gør vi dig klogere på hvilket fællesskab du indgår i, når du er ansat i Kaiser Sport & Ortopæd (KSO), og dermed bliver en del af KSOfamilien og får din daglige gang i et af vores KSOhuse. Foruden disse to begreber, så beskriver vi også hvad vi forventer af dig, og hvad du kan forvente af os.

Forstå Kaiser Sport & Ortopædi

 

Hvad er Kaiser Sport & Ortopædi kort fortalt

 

Du kender måske det med at sidde til et middagsselskab og så lige fortælle hvad/hvor du arbejder. Det bliver lidt svært nu. For hvad er Kaiser Sport & Ortopædi egentlig for en størrelse? Og for bare at starte, så ja, vi er godt klar over vi har et meget langt navn - og vi håber allerede nu, at du ligesom os, bare tænker at KSO-forkortelsen er helt OK at bruge.  

 

_________

 

Citat

 

I Kaiser Sport & Ortopædi, kald os bare KSO, møder du et butiksmiljø med løbesko, løbetøj og funktionelt fodtøj til hverdag og eventyr. Under samme tag faciliterer vi også et klinikunivers for fysioterapi og ortopædiske indlæg. Vi er kendt for vores tværfaglige og nærværende rådgivning - og vi er besøgt af den typiske danske hverdagsmotionist, der handler lokalt eller shopper online.

_________

 

 

Anyway, er vi en traditionel sportsbutik? Nej. Er vi en traditionel klinik for fysioterapi og ortopædiske indlæg? Nej. Hvad er vi i grunden? Vi er meget, men vi kan faktisk koge det ned til ovenstående formulering, som du vil blive uendelig glad for at bruge, som talekort, næste gang du skal fortælle om hvor du arbejder. Så før du går i gang med en længere afhandling om, at vi er en never-seen-before hybridvirksomhed, der forener bla. bla. med bla. bla. så genfortæl blot ovenstående med dine egne ord. 

 

Vores formål

 

Formål & eksistens

 

Vi vil være en inspirerende ambassadør for det aktive liv.

Alle har ret til et aktivt liv med motion og bevægelse. Det er vores kald, at forebygge og behandle sportsskader og derigennem bidrage til den danske folkesundhed, velvære og livsglæde.

 

Vision

 

Vi tror på, alting løser sig i bevægelse.

Vores vision er at være danskernes foretrukne forhandler af funktionelt fodtøj til det aktive liv - og være en førende institution på markedet for specialiseret sundhedsfaglig behandling med udgangspunkt i biomekanik.

 

Mission

 

Hvor der er bevægelse, kan vi gøre en forskel.

Ved brug af menneskeligt nærvær, moderne teknologi, høj faglig viden indenfor biomekanik, fødder og fodtøj rådgiver og behandler vi alle typer af aktive danskere. 

Vores analogi

 

Hvordan omtaler vi hinanden, vores kunder i butikken og vores patienter på klinikken?

 

Vi synes kollegaer lyder sådan lidt - vi er jo ikke venner-agtigt - så hvad med medmennesker? Well, vi bruger  medmennesker om os selv og hinanden i vores virksomhed. Og nu vi er i gang med fine formuleringer, så kalder vi også vores kunder og patienter for gæster. Hvorfor det giver særlig god mening, det skal vi nok gøre dig klogere på.

 

KSOfamilien og KSOhuset? Hvad mener vi egentligt?

 

I KSO bruger vi en analogi og metodik til at gøre vores virksomhedsfortælling spændende, indlevende og bare sådan lidt anderledes. Når du har læst de efterfølgende afsnit, er du klædt godt på til at entrere vores KSOhuse, forstå værdierne i vores fællesskab og blive en superstar på gulvet i vores KSOhuse og i KSOfamilien - i vores virksomhed.

 

KSOfamilien x KSOhuset uddybet

 

Begreberne opstod i 2021, da vi synes det var var udfordring, at vi ofte kun blev betegnet som en "sportsbutik". Derfor besluttede vi os for, at lave en rammefortælling om hvad vi er, og hvem vi er til. Og det bunder i, at vi faktisk synes, vi tilbyder noget mere end det traditionelle butiks- og klinikformat. Mixet mellem butik og klinik skaber en mereffekt, der i sidste ende skaber merværdi for vores besøgende i både klinikkerne og butikkerne.

 

Kommunikationsmæssigt  er det både vores fordel og vores udfordring. Slutbrugerne kan nemlig have svært ved at placere os i deres mindset, når vi lander mellem to stole i vores kommunikation i forhold til konkurrenterne, der enten er 100% klinikker eller 100% butikker. 

 

Derfor havde vi brug for at (turde) genopfinde os selv og finde modet til at gå all in og etablere vores unikke koncept i vores markedsføring og dyrke det i vores hverdag og virksomhedsfortælling. Begreberne er med til at differentiere os på et marked hvor slutbrugeren - som tidligere nævnt - kan have svært ved at definere hvad vi er? Og hvem vi er til. Det skyldes konstellation som hybrid-virksomhed - retail + sundhedsfaglig behandling - mellem to markeder, to brancher og to fag. Det er ikke hurtigt afkodeligt, relaterbart eller let forståeligt i den almene danske forbrugeres hektiske mindset. Vi arbejder derfor stadig på at gøre vores koncept endnu mere forståeligt og dermed stærkere i relation til vores kerneforbrugere, generelle målgruppe og potentielle kundesegmenter. 

 

I daglig tale kalder vi personalegruppen for KSOfamilien - og det dækker altså over alle vores ansatte, som har “hjem” i vores KSOhuse og agerer som “værter” overfor vores “gæster”.

 

Giver det mening? ;-)

  

Vores værdigrundlag

 

Nærvær. Faglighed. Passion

 

Vores værdisæt er inspireret af et familiært tankesæt og her udspiller sig den analogi vi bruger i vores virksomhedsfortælling. Vi betegner vores medarbejdere som KSOfamilien og vi beskriver vores fysiske lokationer som KSOhuse, hvor der er forskellige rum til forskellige behov og aktiviteter. Vi bestræber os på altid at passe på hinanden og byde vores gæster velkommen med samme værtsånd, entusiasme og nærvær, som vi ville byde kært ventede gæster velkommen i vores egne hjem. 

 

Nærvær

 

Vi giver os tid og rum til den lyttende samtale. Vi er nysgerrige. Vi lytter og vi spørger. Vi spørger og vi lytter. Vi forstår vigtigheden af at være til stede i nuet - for vi forstår at vores medmennesker er unikke og fortjener en sådan eftertænksomhed.

 

Faglighed

 

Vi sætter faglighed først. Når vi møder vores medmennesker, er vores fornemmeste opgave at videreformidle vores faglige viden, så den løser problematikker, tager højde for særlige præferencer og dækker individuelle behov.

 

Passion

 

Vi er grundige, kompromisløse og ambitiøse i vores arbejde. Vi brænder for at hjælpe vores medmennesker og vi er passioneret omkring vores faglige håndværk.

 

De 7 husordninger for arbejdskultur

 

Sig hej og farvel

Sig hej og farvel til dine medmennesker. I disse hverdagssituationer gemmer der sig mange fine oplevelser, og de er med til at vi alle føler os velkommen i fællesskabet. 

 

Reagér

Har en super beruset type tømt mavesækken på fortovet foran indgangen til dit KSOhus, så reagér. Kører in-store tv’et ikke, så tænd det. Mangler der toiletpapir på (kunde)toilettet, så pas din nærmeste leder op i et hjørne og tru’ vedkommende til at udlevere sit sorte American Expre$ og tøm Netto for luksusruller - efterlad intet. Und so weiter, und so weiter.

 

Ryd op efter dig - ellers skal du også bare rydde op efter andre 

Ryd op efter dig selv; backstage, i butikken og på klinikken - eller tag dine forældre med til næste MUS, så må vi jo have dem ansat på en time-ordning ;-)

 

Lyt og observer 

Lyt til dine medmennesker. Se på dem. Hvordan bevæger de sig med gæsterne? Hvordan taler de med gæsterne? Hvordan taler de til dig. Og os andre? Måske kan de inspirere dig til at gøre din egen stil klogere, bedre, smartere, sjovere - vildere. 

 

Fortæl

Sig hvordan du har det. Sig hvad du tænker. Vær åben og nysgerrig og spørg særligt indtil til de synspunkter og holdninger, der stikker ud fra dine. Dit mod vil smitte dine medmennesker til at gøre det samme. Med en respektfuld, åben og nysgerrig dialog skaber vi et trygt og professionelt rum, hvor vi forstår hinanden, lærer hinanden bedre at kende og udvikler os sammen.

 

Reflektér

Brug 5 minutter efter et møde eller en faglig dialog med dine medmennesker; Var du åbensindet? Var du fair, lyttede du, var du til stede - nærværende? Og vigtigst; Gav du mere energi end du tog? … Woooow vi er dybe lige nu - reflektér lige over den ;-)

 

Erkend 

I en hektisk hverdag kan vi nogle gange løbe tør for overskud og ikke leve op til vores eget bedste i enten kommunikationen med vores medmennesker eller i vores opgaveløsninger. Det er ok, men saml modet og ræk ud - giv en undskyldning eller forklaring. Dit mod vil inspirere os andre til at gøre det samme. 

 

Tilkendegiv 

Ser du dine medmennesker performe det ekstraordinære, så få det sagt til dem. Du vil sprede energi og booste selvtillid - og du vil blive elsket for det!


Husk at prioritere de gode grin

“Hvorfor stod fisen over i hjørnet græd?" - Fordi nogen havde slået den... Jaja, anyway! Smil, joke og spred gode vibes. Det smitter nemlig af helvedes til :-)

 

De 5 hjørnesten for service

 

Vi er her for vores gæsters sundheds og velværes skyld

Husk vores virksomheds formål. Bær vision og mission i hvert et møde med hver en gæst. Arrrh okay... Slap lige af, tænker du? Og ja, vi forventer selvfølgelig ikke, at du i hvert sekund af din vagt tænker over vores mission og vision - eller vores overskudsgrad, egenkapitalens forretning eller C25 klimarapportering... ;-)

 

Nå, tilbage til det med mission og vision. Det skal føles naturligt at udleve mission og vison i hverdagen. Vi skal faktisk helst ikke rigtig bemærke at vi gør det. Det skal bare være en nautlig del af vores måde servicere vores besøgende på. Derfor har vi konceptueret vores rådgivning i de kerneydelser, der tilknyttes vores produkter. På den måde vil du automatisk agere som ambassadør for vores mission og vision i mødet med vores gæster. Det hører du meget mere om, når du starter. 

 

Vi rådgiver først og fremmest - herefter sælger vi “behov” og tilbyder "løsninger"

Vi er kendt i branchen for vores troværdighed. Det bunder i det arbejde og den approach vi har haft til sundhedsfaglig behandling siden 1999. På klinikkerne behandler vi og i butikkerne rådgiver vi. Vi tror på, at rådgivningen skaber “de rigtige” salg og løfter barren for vores mål. 

 

Vi sætter mennesket før produktet

Vi differentierer os fra vores konkurrenter i branchen ved at flytte fokus fra produktet i vores hænder over på mennesket foran os. Vores gæster kan købe løbesko og få kvalificeret sundhedsfaglig behandling “alle steder”. Vores produkter og ydelser er grundlæggende homogene ift. markedet, så det er dig, din faglighed og vores måde at servicere på, der gør, at vi bliver tilvalgt.

 

Vores "tilbud til forbrugeren" er som sådan ikke unikke, men det er du, og det er vores måde at gøre tingene på. Det er dét, og ikke vores produktportefølje, der differentierer os. Det er disse forhold, der gør det svært for vores konkurrenter at kopiere os. Når vi er svære at "kopiere," er vi svære at slå. Det er sgu da meget fedt, ikk ;-)

 

Vi higer efter, at lytte dobbelt så meget, som vi taler

Du forbereder dig mentalt på din næste gæst, men det er intet målt med gæstens mentale forberedelse på at møde dig. Gæsten har måske bestilt tid en uge i forvejen, kørt 50 km, håber vi kan gøre en forskel for deres velvære - altså de har måske meget på hjertet. Lad derfor gæsten tale.

 

Desto mere gæsten taler, desto tryggere bliver gæsten i dit selskab og desto klogere bliver du på gæstens åbenlyse behov, præferencer og ønsker. Men, vigtigst af alt, så kan du ud fra gæstens tale analysere dig frem til de behov, gæsten ikke selv er klar over, men som vil være en game changer for deres velvære. Det er ovenikøbet nøglen til at skabe relevante og oprigtige værdiskabende (For gæsten) op- og mersalg. Samtidig vil det gøre oplevelsen med dig ekstraordinær og mødet med KSO til en oplevelse, vores gæster vil anbefale andre. 

 

Skab tryghed og overblik for vores gæster

Du kender det måske fra et godt restaurantbesøg, hvor tjeneren spørg: “Velkommen til, har I været her før?,” hvorefter konceptet introduceres i en varm og indbydende tone. Det skaber overblik og tryghed for gæsten.

De 5 eneste regler i KSO

 

De 5 eneste regler i KSO

Jaja, hvis vi graver dybt vil der formentligt være mere end 5 regler i KSO, men vi higer efter færreste mulige husregler i hvert team - så lad os sammen skabe et arbejdsrum, der er drevet af fornuft, ansvarlighed og ordentlighed.

 

For butikspersonalet

Vi er velsoigneret og bidrager til rum, lokaler og kontorer er det samme

 

Vi bærer KSO-uniformen som foreskrevet

 

Vi poster, tweeter, tinder-swiper etc. ikke billeder fra hverdagen i KSO, der kan kompromittere vores medmennesker, gæster eller på anden vis sætte KSO i miskredit.

 

Vi behandler hinanden respektfuldt og opfører os ordentligt

 

Vi møder altid vores gæster med vores 5 hjørnesten for service og vores medmennesker med de 7 husordninger for arbejdskultur 

  

For klinikpersonale 

Vi er velsoigneret og bidrager til vores behandlingslokaler er det samme

 

Vi efterlever Styrelsen for Patientsikkerheds regler for god journalføring

  

Vi er grundige og velovervejet i vores undersøgelser og analyser af alle vores besøgende på klinikken

 

Vi er meget opmærksomme på vores udstråling, retorik og pædagogiske ageren overfor alle vi møder i KSO

 

Vi møder altid vores gæster med vores 5 hjørnesten for service og vores medmennesker med de 7 husordninger for arbejdskultur

   

For administrative (Hovedkontoret)

Vi er velsoigneret og bidrager til rum, lokaler og kontorer er det samme

 

Vi noterer møder og hjemmearbejde i fælleskalenderen

 

Har en af vores medmennesker taget “hovedtelefoner” på fungerer det på samme måde som hvis personen er i et vigtigt møde. Afbryd kun i nødstilfælde eller signaler “har du lige 5 min bagefter”

 

Vi spiser for så vidt muligt  frokost sammen i Rosen 4

 

Vi møder altid vores gæster med vores 5 hjørnesten for service og vores medmennesker med de 7 husordninger for arbejdskultur

De 4 ledestjerner for ledelse

 

Ansvarlighed

Med vores værdibaseret tilgang til ledelse kan du forvente, at vores ledere optræder i overensstemmelse med vores værdigrundlag, moralske principper og intigritet. Vores ledere løber forrest, når det gælder din arbejdsglæde, vores forretningsmæssige dyder - såsom rettidig omhu, tone of voice og engagemnet i lokalsamfundet.

 

Menneskelig trivsel

Vores ledere er skolet til at prioritere din trivsel og dit velvære. Det indebærer at skabe et støttende og inkluderende arbejdsmiljø, hvor du føler dig respekteret, hørt og har mulighed for udvikling fagligt og menneskeligt.

 

Tillidsfulde relationer

Vores ledelse bygger på tillid og gensidig respekt. Det indebærer, at lederne altid er klare i deres kommunikation og forventninger. Vores ledere lytter til dig, inddrager, forklarer og uddyber til enhver tid på hvilke grundlag og hvorfor, vi gør som vi gør.

 

Visionsdrevet lederskab

Vores ledere er ambassadører for vores vision, mission og værdisæt. Det betyder at de vil inspirere, engagere og motivere dig i disse forhold. Vores ledere har derfor pligt til at reagere, hvis vi i dagligdagen ikke lever op til vores egne standarder. I samtalen med dig - og over tid - vil vores værdier tage nye former og gå i nye retninger. Derfor er du en vigtig stemme i udviklingen af vores værdigrundlag. Det er vores ledere klar over. 

 

De 7 belejlige benspænd i vores mailkultur

 

Sådan mailer vi

Nogle modtager få mails om dagen. Andre skal forholde sig til rigtig mange. Hvordan sikrer vi en god kommunikation når vi mailer? Hvis du som udgangspunkt kun besvarer mails, hvor du bliver stillet et spørgsmål - og kun besvarer til den, der spørger, så er der faktisk kun ét punkt i nedestående du skal forholde dig til :-)

  

Involver altid færrest muligt

Brug kun CC-funktionen, ved envejskommunikation i nødstilfælde eller ved brand i bunkeren (Ikonisk kælder i Brønshøj) eller andre ekstraordinære begivenheder. 

 

Svar direkte

Efterstræb’ altid at svare direkte til ophavspersonen i dine mailkorrespondancer. Brug kun “svar alle funktionen” i nødstilfælde eller hvis du giver kage, champagne eller deler 100-kronesedler ud i din frokostpause. 

 

Intern arbejdsgang

Uddelegér aldrig opgaver til dine medmennesker i en mailkorrespondance med eksterne modtagere. 

 

Planlæg din mail

Alle mailprogrammer har en planlægningsfunktion. Brug den - fordi du elsker at arbejde onsdag aften kl. 22:07, så er det ikke ensbetydende med dine medmennesker synes det er vildt fedt, at få notifikation imens de spiser franske kartofler, klipper negle og ser Landmand Søger Kærlighed på flow. 

 

Vær ligefrem i din kommunikation

Skriver du “en blot til info-mail,” der ikke behøves besvares - altså  envejskommunikation - så tilføj i emnefelt eller i mailen: "#besvarikke”. Det er en dejlig overkommelig mail at modtage for dine medmennesker, der måske får 20, 30, 40 mails om dagen. Rekorden for modtagne mails, for en enkelt person i KSO, blev sat på en let overskyet sensommerdag i 2021. Den lød på 88. 

 

Vær konkret 

Formuler dine mails i et tydeligt sprog og udform dem, så modtageren altid forstår konteksten og hvad der forventes af svar. Som minimum bør det tydeligt fremgå: Hvem skal svare på hvad? Og er der en deadline for det?

 

De 4 livsgivende tips til effektive møder

 

Sådan møder vi den

Nogle deltager sjældent i møder, andre har op til flere møder på daglig basis. Hvordan holder vi møder, der giver effekt?

 

Overvej mødet

Det er vigtigt at undgå unødvendige møder, da de kan være dræbende for produktiviteten. Indkald til møder, når det er nødvendigt. I nogle tilfælde kan det være mere hensigtsmæssigt at tage en hurtig snak med dine medmennesker ved kaffemaskinen og derefter fortsætte arbejdet.

 

Klæd alle på til mødet 

Når du planlægger et møde, bør du være grundig i din beskrivelse af mødets formål, forventninger til deltagerne. Du påtager dig ansvaret for at holde tidsplanen. Du sætter ydermere en ære i at have et konrekt formål, i forhold til output, på mødet. På den måde sikrer du at dit førstindkaldte møde ikke genererer en flodbølge af nye møder blandt dem, du har inviteret til mødet. Hvis disse retningslinjer følges, kan vi undgå at spilde hinandens tid.

 

Brug teknologien

Mange møder kan klares online. Det sparer dig tid og det sparer dine medmennesker eller eksterne samarbejdspartnere for deres dyrebare tid. Overvej hvornår det  giver mening at afholde et møde online.

 

Fysiske møder

De kan noget som online møder bare ikke kan. Overvej hvornår det fysiske fremmøde vil være et værdifuldt aktiv for dit formål med mødet. Tænk strategisk. 

 

Hvis du har forslag til, hvordan vi kan forbedre vores mødekultur, så tøv ikke med at dele dem.

 

Sådan projektstyrer vi

 

Optimering 

Hvordan sikrer vi at søsætte projekter med størst mulig chance for succes? Alle tværgående projekter - projekter der involverer mere end et team - skal føres i projektstyring programmet Trello. Her starter vi :-)

 

Definition af et projekt

Et projekt er en tidsbestemt opgave med en fastlagt budgetramme, en start- og en slutdato, der involverer et team af medarbejdere med forskellige funktioner, der arbejder hen mod at løse en opagve. Den opgave har et smart-mål.

 

Definition af et smart-mål

Et smart-mål er, kort sagt, et realistisk mål, der kan måles i tid og tal. Er ovenstående ikke opfyldt, er det altså ikke et projekt du har gang i, men formodentlig snarere en potentiel supersonisk fiasko - dem prøver vi at undgå at bruge Trello til ;-) Well well well, et projekt har en projektleder og det er altid her du starter.

 

Intro til Trello

Det vil ofte være en leder der står projektstyringen i Trello. Ledere kan kontakte jonas@kaisersport.dk for Trello-konto og brug.

  

Er du ny i KSO

 

Startpakke indhold

I dette afsnit beskrives onboardingprocessen i KSO. Her kan du få et overblik over hvordan vi tager imod dig, når du starter hos os.

  

- Velkomstbrev

- Intro til arbejdsgang

- KSO-uniform

- Intro til arbejdsplan på Lessor

- Intro til Facebookgruppe

- Intro til interface på mitKSO (Vores APP)

- Personalebeklædning

- Code of Conduct

- Relevante links til medarbejderhåndbog, mailoprettelse etc.

Åbne stillinger

Webshop Manager

 

    • Fuldtidsstilling i Holbæk
    • Start medio august

 

Se stillingsopslag

Butiksmedarbejder 

 

    • Hørsholm
    • Fuldtidsstilling

 

Se stillingsopslag

 

 

 

Butiksmedarbejder 

 

    • Hørsholm
    • Deltidsstilling 

 

Se stillingsopslag

Fysioterapeut 

 

    • Hørsholm
    • Mere info kommer snart