Svangsenebetændelse

Svangsenebetændelse
Svangsenebetændelse er en belastningsskade, der rammer både den idrætsaktive og ikke-aktive del af befolkningen.

 
Smerten ved svangsenebetændelse viser sig ofte som smerter ved den indvendige del af hælen, når du lægger vægt på og tager de første skridt om morgenen. Smerterne opstår ofte ved et for stort træk, der hvor svangsenen hæfter på hælbensknoglen. Problemet opstår især hos mennesker med en høj vrist. Den høje vrist og den stramme, korte svangsene gør, at kroppens vægt og belastninger overføres til et meget lille areal under foden, hvilket øger trækket på svangsenen. Overpronation af bagfoden kan også skabe dette problem.
 
Behandling
I behandlingen af hælspore og svangsenebetændelse gælder det først og fremmest om at mindske trækket i svangsenen og stabilisere bagfoden. Det kan gøres med et dynamisk, korrigerende og stødabsorberende fodindlæg, der understøtter svang og midtfod. Indlægget skal udformes skålformet omkring hælpuden, så den forbliver under hælen og gnidningen nedsættes.
 
Kombineret med fodtøj med stiv, smal hælkappe samt god stødabsorption og udspænding er behandlingsresultatet normalt overbevisende. Hvis behandlingen ikke virker, kan det skyldes en låsning af fodrodsknoglerne, som kan behandles af en osteopat. I genstridige tilfælde kan man benytte en dorsalflekterende ortose, som udspænder svangsenen i nattetimerne.